PRESSEMEDDELELSE.


Århus orkester er DANMARKS BEDSTE.  

Harmoniorkesteret APO blev danmarksmester den 1. november 2008.

Professor Mogens Andresen, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, udtaler: ”Harmoniorkesteret APO har en sjælden gennemført høj standard i alle grupper. En udsøgt fornøjelse at høre på”.  


Efter kun en enkel sæson i superligaen, blev Harmoniorkesteret APO udråbt til danmarks bedste ved Danmarksmesterskaberne for Harmoniorkestre og Brass Bands i Herning Kongrescenter i weekenden.

 

Dermed lever orkesteret fuldt ud op til deres egen strategiplan. ”I 2006 havde vi ganske vist vundet 2. division ved de seneste 2 mesterskaber, men vi var nybegyndere i 1. division, så dengang var målet ikke at blive nummer sidst” udtaler orkesteret.

 

Resultatet blev dengang en 3. plads og der var lang vej op til de to bedste. ”I år har vi optimeret orkesteret yderligere, udvidet prøverækken, skærpet instruktørindsatsen og alle musikerne har knoklet som gale med et svært musisk materiale, men det har absolut været det hele værd”.

 

Følelsen at kunne kalde sig selv Danmarksmester, bortfejer alle de mange timers hårde prøveforløb, ømme læber og forstrukne mavemuskler. Især den sidste uge op imod DM har været en hård nyser for musikerne. ”Vi har arbejdet målrettet den sidste tid og nærmest indført professionelle tilstande. Vort mål var dennegang at blive den bedste. Vi må sige at det lykkedes”.

 

1. division har været totalt domineret af sjællandske orkestre de seneste 20 år, så dette er en gedigen sejr for hele amatørmusikken indenfor harmoniorkestre i Midtjylland. ”Det er samtidig totalt uhørt at et såkaldt etatsorkester fra Post Danmark, i konkurrence med store kommunalt støttede ”byorkestre”, ofte med egne fødekæder i form af kommunale musikskoler, kan begå sig på topplan i dansk amatørmusik, endsige vinde den absolutte toppræmie og blive danmarks bedste”.

 

Danmarksmesterskaberne afvikles hvert andet år, i år med 27 orkestre fra hele landet, opdelt i 3 divisioner og 2 kategorier, henholdsvis Harmoniorkester og Brass Band. Arrangøren er Dansk Amatør Orkester Forbund, og dommerne internationalt kendte professionelle musikere, såsom Leslie Beevers og James Scott fra England samt professor Niels Ole Bo Johansen fra Det Jyske Musikkonservatorium og Lennart Blak Jensen fra Den Kgl. Livgarde.

 

Hvert orkester skal præsentere såvel et test piece som et selvvalgt værk. Harmoniorkesteret APO havde valgt Invictus The Unconquered af Phillip Sparke. Det udleverede test piece var komponeret af Martin Ellerby og hedder Chivalry. Orkesteret opnåede 92,3 point af 100.

 

Harmoniorkesteret APO består af 50 unge og dygtige træ- og messingblæsere samt slagtøj. Orkesteret har over 60 år på bagen, men gennemsnitsalderen ligger på ca. 30 år. Orkesteret dirigeres af Jeppe Uggerhøj, freelance musiker i bl.a. Prinsens Livregiment og Aarhus Symfoniorkester.

Orkesteret har som overordnet mål at udfordre orkesterets musikere, pirre deres musikalske sanser og hele tiden bevare et godt kammeratskab og samvær.

 

Orkesterets repertoire spænder vidt fra populær underholdningsmusik, klassiske værker til ny komponerede værker skrevet specielt til orkesteret.

Hvem er online

Vi har 19 gæster og ingen medlemmer online

Login

 
Copyright © 2019 Århus Post-Orkester. All Right Reserved.
Powered By Joomla Perfect